Bortførelsen af en general

Af alle modstandens bedrifter på det besatte Kreta er der én, der har fået næsten mytisk status — en historie så dristig og så fuld af stil, at den siden er blevet til både bøger og film.

Det var foråret 1944. Kreta havde da været under tysk besættelse i næsten tre år, og oppe i bjergene levede modstandsbevægelsen i tæt samarbejde med britiske officerer fra SOE — Special Operations Executive, en hemmelig britisk organisation, der havde til opgave at støtte modstandskampen i det besatte Europa. To unge briter stod i spidsen for den vildeste plan: Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss. Begge talte godt græsk, levede som kreterne i hulerne og hyrdehyttene, og begge havde et eventyrlysent gemyt, der grænsede til det halsbrækkende.

Deres idé var lige så enkel som den var halsløs: at bortføre den tyske øverstkommanderende på Kreta og smugle ham levende ud af øen, lige for næsen af hele besættelsesmagten. Målet blev general Heinrich Kreipe, der dagligt blev kørt mellem sit hovedkvarter og sin residens nær Heraklion.

Natten til den 26. april 1944 slog de til. Forklædt i stjålne tyske uniformer stillede Leigh Fermor og Moss sig op ved et mørkt vejsving og signalerede generalens bil til at standse, som var det en almindelig kontrolpost. I løbet af sekunder rev de døren op, overmandede generalen og chaufføren, og pressede Kreipe ned på gulvet i hans egen vogn.

Med Moss bag rattet og generalen under bevogtning kørte de så det dristigste af alt: lige gennem byen Heraklion, forbi over tyve tyske vagtposter, hvor Leigh Fermor med generalens kasket på hovedet roligt vinkede dem igennem på tysk. Posterne gjorde honnør og lod bilen passere.

Derefter forsvandt de op i bjergene. Begyndte en udmattende march, der skulle vare uger, tværs over Kretas mest ufremkommelige terræn, med tyske patruljer og fly på jagt efter dem overalt. De blev hjulpet hele vejen af de kretensiske andartes og af landsbyboere, der med livet som indsats gav dem mad, ly og vejvisning. Uden den kretensiske befolknings hjælp havde bortførelsen været umulig.

Det er undervejs, at historiens smukkeste øjeblik skal være sket. En morgen, højt oppe på skråningerne af Ida-bjerget — det samme bjerg, hvor sagnet sagde, at Zeus var født — så den fangne general solopgangen ramme de snedækkede tinder og mumlede stille en linje på latin fra et digt af den romerske digter Horats: «Vides ut alta stet nive candidum Soracte…» («Ser du, hvordan Soracte står hvid af dyb sne…»). Til generalens forbløffelse fortsatte Leigh Fermor digtet udenad, vers efter vers, til ende. De to mænd — fange og bortfører, fjender i en grusom krig — havde i et kort øjeblik læst de samme klassikere, kendt den samme gamle verden. Leigh Fermor skrev senere, at det føltes, som om krigen et øjeblik holdt vejret, og de to blot var to mennesker.

Til sidst nåede de sydkysten. En britisk motortorpedobåd ventede i ly af natten, og general Kreipe blev sejlet til Egypten som krigsfange. Bedriften var fuldført — en hel ø besat, en general forsvundet, og ikke et skud løsnet i selve bortførelsen.

Historien fik dog en bitter eftertanke. Tyskerne svarede igen med hårde repressalier mod civilbefolkningen, og spørgsmålet om, hvorvidt et sådant kup var prisen værd i menneskeliv, har siden delt vandene. Men som symbol blev bortførelsen uovertruffen: et bevis på, at selv den mægtigste besættelsesmagt kunne ydmyges af snarrådighed, mod — og af et folk, der nægtede at give op.

Patrick Leigh Fermor blev efter krigen en af Englands største rejseforfattere, og han glemte aldrig Kreta. Historien blev fortalt i Moss' bog Ill Met by Moonlight og siden filmatiseret med Dirk Bogarde i hovedrollen. Men den bedste version lever stadig blandt kreterne selv, fortalt fra mund til mund i bjerglandsbyerne — historien om dengang, de stjal en tysk general og forsvandt op i Zeus' egne bjerge.