Øen i dag

Krigen sluttede, tyskerne forlod øen i 1945, og Kreta kunne endelig ånde frit. Men årene efter var fattige og hårde. Grækenland blev kastet ud i en bitter borgerkrig, og på Kreta, som i resten af landet, var der nød og afsavn. Mange kretere gjorde, som folk havde gjort i generationer, når øen ikke kunne brødføde dem: de rejste ud. Til Athen, til Tyskland, til Amerika og Australien søgte de arbejde og et bedre liv, og den dag i dag findes der store kretensiske udvandrersamfund rundt om i verden, der stadig holder fast i sprog, mad og musik fra hjemøen.

Så kom forvandlingen, der skulle ændre alt: turismen. Fra 1960'erne og 70'erne begyndte rejsende at opdage Kretas sol, strande og oldtidsruiner. Charterflyene kom, hotellerne skød op langs nordkysten, og en ø, der i årtusinder havde levet af jorden og havet, fik pludselig en helt ny indtægtskilde. I dag er Kreta et af Middelhavets store rejsemål, der hvert år tager imod millioner af gæster — folk fra hele verden, der vil se Knossos, vandre i Samaria-kløften, bade ved Elafonisi eller Balos, og spise under figentræerne i de gamle venetianske havne.

Men Kreta er meget mere end solferie. Øen lever stadig af sin jord. De olivenlunde, der dækker bakkerne, producerer noget af verdens fineste olivenolie, og kretensisk olie regnes blandt de bedste overhovedet. Her dyrkes også vin på druer, der har været på øen siden minoisk tid, og bjergenes vilde urter, honning og oste indgår i det, ernæringsforskere har døbt den kretensiske diæt — en af grundene til, at øens befolkning historisk har været blandt de mest langtlevende og sunde i verden.

Og så er der noget endnu mere uhåndgribeligt: den kretensiske identitet. Spørger man en kreter, hvad han er, vil svaret ofte være «kreter» før «græker». Øens lange historie af oprør og selvstændighed har efterladt en stædig stolthed, der mærkes i alt. Den lever i musikken, hvor det pæreformede strengeinstrument lyra stadig spilles ved fester, og hvor mændene danser de hurtige, springende danse, der virker som ekko af tyrespringerne på paladsernes fresker. Den lever i de improviserede rimede vers, mantinades, som synges ved bryllupper og sammenkomster. Og den lever i den legendariske kretensiske gæstfrihed — filoxenia — hvor den fremmede tages imod med raki, mad og en plads ved bordet, lige meget hvem han er.

Det er det forunderlige ved Kreta: at alle de lag, vi har vandret igennem i denne bog, stadig er til stede på én gang. Man kan stå i Knossos' ruiner om morgenen og se de samme tyremotiver, som de minoiske malere malede for fire tusind år siden. Man kan gå gennem Chanias venetianske havn om eftermiddagen, forbi Markusløven over porten, og drikke kaffe ved et osmannisk springvand. Man kan køre forbi en lille hvidkalket kirke fra byzantinsk tid, op ad et bjerg, hvor et monument minder om de faldne fra 1941, og videre til en landsby, hvor en gammel mand spiller lyra, præcis som hans oldefar gjorde.

For på Kreta dør fortiden aldrig helt. Den lægger sig blot lag på lag, som ringe i en olivenstamme. Zeus' hule er der endnu, oppe i bjergene. Labyrinten ligger under Knossos. Løven sidder over havneporten. Faldskærmene er for længst forsvundet fra himlen, men landsbyboerne husker stadig. Og ude i det blå hav, hvor en hvid tyr engang ifølge sagnet svømmede i land med en kongedatter på ryggen, skinner den samme sol over den samme klippekyst, som har set det hele.

Den, der rejser til Kreta, rejser derfor ikke bare til en ø. Han rejser ind i et af menneskehedens ældste og mest dramatiske kapitler — og opdager, til sin glæde, at det stadig lever, ånder og synger den dag i dag.