Mellem Rom og Byzans

Da den minoiske og mykenske verden var forsvundet, blev Kreta ikke tom. Øen levede videre gennem den græske oldtid med sine egne bystater — Knossos, Gortyn, Kydonia — der ofte lå i strid med hinanden. Kreterne fik ry som dygtige bueskytter og lejesoldater, men også som stridbare og upålidelige; «alle kretere lyver», lød et ondskabsfuldt ordsprog, der endda fandt vej ind i Det Nye Testamente. Øen var rig på havne og lå midt i alle søveje — og det gjorde den til et fristende bytte.

I år 67 f.Kr. kom Rom. Efter en hård erobring blev Kreta en romersk provins, ofte styret sammen med det nordafrikanske Kyrene. Som hovedstad valgte romerne Gortyn på den frugtbare Messara-slette mod syd. Byen voksede sig stor og pragtfuld med templer, et teater og et stort retsanlæg. Her står stadig et af antikkens mest bemærkelsesværdige monumenter: den såkaldte Gortyn-lov, en hel lovtekst hugget ind i sten, der fortæller om arv, ægteskab, slaveri og ejendom. Den er et af Europas ældste bevarede lovsamlinger og giver et sjældent direkte indblik i, hvordan mennesker ordnede deres hverdag for over to tusind år siden.

Under Roms lange fred blomstrede øen. Olivenolie, vin og handel gjorde den velstående, og romerske veje, akvædukter og villaer bredte sig over landskabet. Men en stille, men afgørende forandring var på vej.

Ifølge traditionen kom apostlen Paulus selv forbi Kreta på sin sørejse mod Rom, og han efterlod sin medarbejder Titus for at organisere den unge kristne menighed. Titus blev øens første biskop og siden dens skytshelgen — den dag i dag bærer hovedkirken i Heraklion hans navn. Langsomt, gennem de første århundreder efter Kristus, blev Kreta kristent, og de gamle guder fra hulen og labyrinten veg pladsen for en ny tro.

Da Romerriget i 395 e.Kr. blev delt i en vestlig og en østlig halvdel, faldt Kreta naturligt til Østromerriget — det vi kalder Byzans, med Konstantinopel som strålende hovedstad. Nu begyndte en lang, forholdsvis fredelig periode, hvor øen var en kristen, græsktalende provins under kejseren ved Bosporus. Der blev bygget kirker med kupler og fresker, og en byzantinsk kultur slog rod, som på mange måder stadig præger Kreta: i kirkernes ikoner, i klostrene oppe i bjergene, i den ortodokse tro, der blev en uadskillelig del af kretensisk identitet.

Men idyllen blev brudt. I 820'erne erobrede arabiske krigere — fordrevne fra det muslimske Spanien — øen og gjorde den til en sørøverstat. Fra deres nye fæstning ved Chandax (det senere Heraklion) hærgede deres flåder Det Ægæiske Hav i over hundrede år, og Kreta blev et frygtet pirathul, en torn i øjet på Byzans.

Generobringen blev en af Byzans' store bedrifter. I 961 e.Kr. landede den dygtige general — og senere kejser — Nikeforos Fokas med en mægtig hær og belejrede Chandax. Efter måneders hård kamp faldt byen, og Kreta vendte tilbage til det kristne kejserrige. Den anden byzantinske periode blev en tid med genopbygning: nye fæstninger, nye kirker, og bønder fra fastlandet, der blev sendt ud for at befolke øen på ny.

Sådan stod Kreta — kristent, græsk og byzantinsk — da en ny magt fra vest snart skulle sætte sit præg på øen for de næste mange århundreder. For ude i Middelhavet voksede en handelsby sig stærk, en by bygget på vand og købmandsskab, med en bevinget løve i sit banner: Venedig.