VI · Den korte frihed

I 1898 stod Kreta ved en korsvej. Osmannerne var rejst, men øen blev ikke straks en del af Grækenland, som kreterne brændende ønskede. I stedet skabte de fire stormagter — England, Frankrig, Rusland og Italien — en helt ny konstruktion: Den Kretensiske Stat, en selvstyrende ø under stormagternes beskyttelse, men formelt stadig under osmannisk overhøjhed. Som overhoved sendte man en græsk prins, Georg, der ankom som højkommissær til stor jubel. For første gang i historien styrede kreterne i praksis sig selv.

Prins Georg i uniform ankommer til en kretensisk havn med jublende folkemængde — Prins Georg ankommer i 1898 til en jublende ø.

Det var en sær frihed — halvt selvstændig, halvt afhængig. Øen fik sin egen forfatning, sit eget flag, sine egne frimærker og sin egen lille hær. Stormagternes soldater og krigsskibe holdt vagt i havnene og havde delt øen op i zoner, hver bevogtet af sin nation. Det var fredeligt, men det var ikke det, kreterne havde kæmpet og blødt for i århundreder. Deres mål var stadig enosis — forening med moderlandet Grækenland.

Det kretensiske statsflag hejses ceremonielt foran regeringsbygningen mærket Kretiki Politeia, soldater og honoratiores ser til — Den nye stat — det kretensiske flag hejses foran regeringsbygningen.

Soldater fra fire stormagter står vagt ved hver sin zone med skilte på engelsk, fransk, russisk og italiensk — Stormagterne delte øen i zoner — britisk, fransk, russisk og italiensk.

Og her træder bogens store kretensiske skikkelse ind på scenen: Eleftherios Venizelos. Han var født i 1864 nær Chania, søn af en købmand, uddannet jurist, og allerede som ung en glødende fortaler for forening. Hans fornavn betyder passende nok «frihedens mand» — Eleftheria er det græske ord for frihed. Venizelos var skarp, veltalende og utålmodig, og han blev hurtigt den ledende stemme i den autonome stats politik.

Portræt af Eleftherios Venizelos med mørkt skæg og runde briller — Eleftherios Venizelos — «frihedens mand» fra Chania.

Men frihed avler ofte uenighed, og snart kom det til brud mellem de to mænd, der skulle have ført øen frem: Prins Georg og Venizelos. Prinsen ville gå forsigtigt frem, tæt på stormagterne, og styre med fast hånd. Venizelos ville hurtigere mod forening og mere folkestyre. Da uenigheden blev uoverstigelig, gjorde Venizelos noget dristigt. I 1905 samlede han sine tilhængere i landsbyen Theriso oppe i bjergene uden for Chania og udråbte dér i åben trods et oprør — ikke med våben mod en fremmed hersker denne gang, men en politisk rejsning mod prinsen og for foreningen med Grækenland.

Venizelos taler til væbnede tilhængere foran et ENOSIS-banner ved Theriso — Theriso-oprøret 1905 — en politisk rejsning for forening.

Theriso-oprøret rystede den lille stat. Det endte uden den store blodsudgydelse, men det fik vidtrækkende følger: Prins Georg måtte til sidst trække sig og forlade øen, og Venizelos stod tilbage som den stærke mand. Hans ry voksede nu langt ud over Kreta. I 1910 blev han kaldt til Athen, og kort efter blev han premierminister i selve Grækenland — en kretensisk lokalpolitiker, der nu skulle lede hele nationen. Få skikkelser har præget moderne græsk historie så dybt som han.

Det afgørende øjeblik kom med Balkankrigene i 1912-13. Da Grækenland og dets naboer gik i krig mod det svækkede osmanniske rige og vandt store sejre, var timen endelig inde. Midt i krigens medvind blev det, som kreterne havde drømt om i generationer, til virkelighed: I 1913 blev Kreta officielt og endeligt forenet med Kongeriget Grækenland. Det græske flag blev hejst over Firka-fæstningen i Chania, og Venizelos selv var til stede. Drømmen om enosis, som martyrerne ved Arkadi var døde for, var endelig opfyldt.

Det græske flag hejses over en venetiansk havnefæstning i Chania — Foreningen 1913 — det græske flag over Chania.

Den korte frihed — de femten år som selvstyrende stat — var forbi, men den havde ført øen præcis derhen, hvor den ville være. Kreta var nu græsk, ikke som en fjern provins under et imperium, men som en fuldgyldig del af nationalstaten Grækenland.

Freden og glæden skulle dog ikke vare længe. Ude i verden trak mørke skyer sammen. Inden for en menneskealder ville krigen vende tilbage til Kreta — denne gang fra oven, båret af faldskærme og motorlarm, i et af Anden Verdenskrigs mest dramatiske slag.